Ferie- og paradisø

Udgivet den 1. februar 2016 af rejseberetning

Efter et par dage i junglen begyndte vi at længes mod strandene igen. Efter næsten 8 timers rejse ankom vi til Koh Lanta. Hjemmefra havde vi læst os til, at øen er et sandt paradis for børnefamilier. Vi havde dog været i tvivl, om der var lidt for meget masseturisme i forhold til hvad vi ledte efter på denne tur og havde derfor ikke booket noget hjemmefra. Undervejs blev vi nu alligevel enige om at bruge vores 4 åbne dage her.
Vi var nået til et punkt, hvor vi godt kunne bruge at få fyldt vores lager af bleer, vådservietter, solcreme og modermælkserstatning, som jo er til at finde der hvor turisterne er, så ved hjælp af Tripadvisor indlogerede vi os på Lanta Sea House. 
Hotellet lå på den billedskønne Klong Dao strand helt ned til vandet. Da vi ankom til hotellet, viste det sig, at vi var landet midt i et svensk ferieparadis. Der var en fin pool med masser af tilhørende legetøj, omgivet af liggestole, der var optaget – i hvert fald af håndklæder – fra morgen til aften. I skyggen var der et fjernsyn der viste Pippi Langstrømpe og andre svenske børneprogrammer det meste af dagen. Agnes var i himlen. Hun nød virkelig den lækre pool og alt det nye legetøj. Forældrene var dog godt tilfredse med, at hun fra tid til anden også efterspurgte stranden og bølgerne.
 Vi oplevede igen, at Thailand er et yndet rejsemål for danskere. Helt tilfældigt fandt vi ud af, at to af vores kollegaer også var på Koh Lanta med deres familier. De havde fundet et mere uspoleret hjørne af øen, hvor de boede på Narima Bungalows. Dette resort var bygget meget mere i respekt for naturen, restauranten lå lige i vandkanten og flere af hytterne havde en fabelagtig udsigt. Det var et meget godt billede på, at Tripadvisor kan være svært at bruge på steder, hvor man ikke søger helt det samme som de store masser.


 Vi udnyttede, at vores venner havde fundet så dejligt et sted og tilbragte to halve dage sammen med dem og deres børn til stor glæde for både os og Agnes.

Dagene på Koh Lanta gik ellers med masser af hygge i poolen og på stranden. Peter fik massage og Agnes og Cecilie fik ordnet fødder. Så fik vi fyldt vores lagre op inden vi drog videre med speedbåd sydpå. Turen fortsatte nu til den lille ø Koh Ngai, som vi hjemmefra havde håbet på ville være vores familieparadis.

 Turen til Koh Ngai tog kun en halv time med speedbåd. Den lille ø var kun 4 x 2 km. Livet på øen var koncentreret omkring en østvendt strand, hvor der lå 7 små resorts. Vi skulle bo på Thapwarin, der var det næstsidste resort på stranden. Her havde vi booket en hytte, der lå i sandet i første række, hvilket betød havudsigt fra sengen. Herfra kunne vi nyde en virkelig flot horisontlinie med små klippeøer, der stak op af det blå hav.

  
Vi fandt os hurtigt godt til rette på dette sted og fandt en rytme, hvor vi tilbragte formiddagene i det krystalklare vand, de varme middagstimer på restauranten og i hytten, mens eftermiddagene gik med mere badning eller gåture langs den smukke strand. På øen boede en stor koloni af næsehornsfugle, der kom ned på stranden for at spise deres yndlingsfrugter.

De fleste aftener tilbragte vi på naboresortet Coco Cottages til alles store fornøjelse. Det flinke personale legede med Agnes mens vi fik noget af rejsens bedste mad.

På Thapwarin lå restauranten helt fantastisk, let hævet over stranden. Her nød vi vores morgenmad, og et par aftener fik vi en piña colada i månens skær når pigerne var puttet.

Vi havde nogle virkelig dejlige dage på Koh Ngai. Er man til bountyøer uden mulighed for de store aktiviteter er øen i den grad anbefalelsesværdig. Man skal dog være opmærksom på, at ved lavvande er det næsten umuligt at bade. Det var vi dog forberedte på, og for os passede det fint med badevand, der til tider var i børnedybde.


Fra Koh Ngai skulle vi hele vejen tilbage til Phuket, hvor vi havde en enkelt overnatning inden turen gik hjem til vinterkolde Danmark igen. Vi valgte igen at tage med speedbåd, for at gøre turen så hurtigt som muligt, og fordi alternativet var en hurtigfærge hvor man sad som sardiner i en dåse. Efter kun 2 timers sejlads (med et kort stop på Koh Lanta) var vi på Phuket.

Vi havde her en enkelt overnatning på Sunwing Bangtao Beach, hvor Agnes fik en lille bid af charterhimlen. Der var flere store swimmingpools, vandrutsjebane, børneshow hvor giraffen Lollo blev hendes nye idol og morgenbuffet med både havregrød og pandekager. Forældrene nød luksusomgivelserne, men havde også fået nok, da vi efter et lille døgn tjekkede ud og kørte til lufthavnen.

Så var 3 ugers dejlig barselsferie ved at være slut. Det havde været skønt med masser af familienærvær og tid til at bygge sandslotte og se på krabber. Der havde dog også været meget arbejde i at rejse med 2 små piger, men den udvikling begge piger gik igennem og alle de små stjernestunder vi fik lov til at dele alle 4, ville vi aldrig have været foruden.

Udgivet i Thailand | Tagget , , , , , , , , , , , , , , , | 1 kommentar

Gyldne strande

Udgivet den 25. januar 2016 af rejseberetning

Fra Khao Lak kørte vi nordpå for at sejle ud til Koh Phra Thong, en ø med lange øde sandstrande og ganske få resorts.  
Efter 2 timers kørsel og halvanden time med longtail boat, ankom vi til en hvid sandstrand, hvor en golfbil holdt og ventede på os. Da vi kom helt ind til stranden, blev vi mødt af Pena, resortets daglige leder, samt en medarbejder, der hentede vores bagage. Vi blev kørt gennem det frodige landskab hen til vores hus, mens Pena fortalte om resortet. Golden Buddha er et øko-resort, der består af omkring 30 huse. Disse ejes af forskellige vesterlændinge, der har accepteret at husene bliver lejet ud, når de ikke selv bruger dem. Alle husene er lavet af træ med hver deres unikke design i smuk thailandsk byggestil. Vores hus var specielt velegnet til børnefamilier, da det kun var i ét plan og med afskærmet terrasse.

  Pena fortalte også, at de på Golden Buddha selv dyrker størstedelen af deres grøntsager og resten af deres råvarer køber de lokalt. Der bliver kun serveret fisk fanget med line og stedet har ingen fryser, da de kun vil servere frisklavet mad. Det betød dog også, at de ikke serverede is, hvilket Agnes var noget utilfreds med. Lovningen om is til dessert, var også noget af det, der på den første del af turen fik Agnes til at spise bare lidt til aftensmad.  

Vi har undervejs fundet ud af, at det ikke altid er lige let at tage på familieferie langt hjemmefra. Agnes der ellers hjemme var god til at smage på forskelligt mad, ville hernede ikke smage på noget, der så det mindste ukendt ud. 

 Vi boede kun 2 minutter fra restauranten, men desværre femten minutters gang fra den del af stranden hvor det var sikkert at bade med små børn. Der var kun 1 minut ned til den nærmeste strand, men her var bølgerne alt for høje og strømmen for kraftig til, at vi turde bade der med pigerne. De daglige strandture blev en lidt større udflugt end vi var vant til. Klapvognen havde svært ved at køre gennem det tunge, løse sand og afstanden gjorde at man heller ikke lige løb hjem efter det man havde glemt.    

 Inden vi tog hjemmefra, havde vi givet Agnes en forestilling om, at Thailand var et sted, hvor vi skulle bade meget, og hvor vi skulle se aber, da vi havde læst, at der var masser af vilde aber omkring Golden Buddha. Det er altid farligt at love specifikke dyreoplevelser, så vi blev lidt bekymrede, da vi ikke så aber den første dag i disse naturskønne omgivelser. Heldigvis mødte vi en stor abefamilie de følgende dage til Agnes’ store begejstring.  

 Dagene på Golden Buddha gik med at nyde vores skønne hus, der havde rigeligt med plads og hyggelige kroge til at man kunne lege skjul og føle at det var en slags hjem. Ellers spiste vi god mad og slappede af ved stranden.   

 Det var fantastisk med lidt luksus i øde smukke omgivelser.  

Efter opholdet på Golden Buddha havde vi 6 dage, hvor vi, helt med vilje, ikke havde planlagt noget hjemmefra.

Vi besluttede os for at forlade strandene for en stund og begav os mod Khao Sok, der efter sigende skulle være en meget smuk nationalpark i det sydlige Thailand. Vi vidste godt, at det ikke var muligt at tage på jungletur eller lange vandringer med vores to små piger, så vi bookede kun 2 overnatninger her. 

   

Vi fik set et af parkens højdepunkter, da vi tog på heldags sejltur på den store opdæmmede sø, der ligger midt i parken. Det var en virkelig flot dag, men det var også to meget brugte piger, vi fik med hjem til hotellet om aftenen.  
  
Dagen efter begav vi os sydpå, mod flere af Thailands smukke strande. 

Udgivet i Thailand | Tagget , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , | 2 kommentarer

Barselseventyr nu i Thailand

Udgivet den 17. januar 2016 af rejseberetning

Så kom der gang i bloggen igen for en stund. Nu må vi se om det er et for ambitiøst projekt. Vi er nemlig denne gang afsted på 3 ugers barselsferie i Thailand med to små børn, Ingrid på 7 måneder og Agnes der nu er 2 år og 9 måneder så vi har nok at se til.Børnene sover lur på skift og Ingrid vil helst gå i seng på samme tid som sin mor og far. Vi håber, at vi alligevel får nogle stille stunder, hvor vi kan berette lidt om vores rejse. 

Formiddagslur på stranden

 

Valget faldt på Thailand, da vi ønskede os at komme et sted hen, hvor vi var forholdsvis sikre på sol og babyvenlige badevandstemperaturer i januar måned. Derudover ville vi gerne finde nogle dejlige strande og flyveturen skulle ikke være uoverkommeligt lang. Ligesom da vi rejste til Bali, synes vi, at det var vigtigt med muligheden for ordentlig lægehjælp hvis uheldet skulle være ude for en af de to små. Den fantastiske mad og de overkommelige priser tog vi nu også gerne med i købet. 

Livet i skyggen er skønt

 

Vi besluttede os ret hurtigt for, at det der var sjovest for børnene, når vi nu valgte at tage dem ud af deres vante rammer, var vand og sand, og ikke storbyoplevelser, tempelture eller lange busrejser. Vi er mest til mindre turistede sandstrande så efter en del research udvalgte vi 3 steder. Disse var bl.a. fundet ud fra Michael Fjordings bog “Strandhytter og luksusresorts i Thailand”.  

Restauranten hvor de serverede både pandekager og is

 

Med 2 store og 2 mindre rygsække, en hel del babymad, en søskende klapvogn og 2 børn boardede vi flyet i København med destination mod Phuket. Vi havde fundet en eftermiddagsafgang med total rejsetid på kun 13 timer og var derfor ret ligeglade med at luftselskabet var Aeroflot, hvor service og flymad ikke var noget at skrive hjem om.  

Klar til en tur i vandet

 

veltilpas i varmen

 
Flyturen gik over al forventning. Pigerne tog op og nedstigningerne i stiv arm. Agnes var godt underholdt af nye film og spil på Ipaden samt små rejsegaver og Ingrid havde lidt legetøj med og blev ellers ammet når turen var for træls. Begge piger formåede at sove ca 5 timer på hhv. gulvet og i babyliften på væggen, så vi voksne sov også lidt.  

Den fantastiske udsigt fra restauranten

 
I Phuket stod en chauffør klar til at køre os til ‘Poseidon Bungalows’ lidt syd for Khao Lak, hvor vi skulle være de første 5 dage. 

Khao Lak ligger ca 1 times kørsel nord for Phuket Lufthavn. Hotellet var lille med omkring 20 individuelle bungalows, alle med kig til havet. 2 min gang fra vores hytte lå en lille børnevenlig strand, der ikke blev brugt af andre end hotellets gæster. Her brugte vi enten formiddagen eller eftermiddagen, hvor begge piger legede i bølgerne, Agnes fandt krabber og byggede sandslotte, mens Ingrid sad i skyggen og gravede i sandet. Den anden del af dagen brugte vi i hotellets pool, som var i 2 niveauer. Her var det muligt at lave skygge i den lave ende, så børnene kunne lege i vandet på trods af middagssolens skarpe stråler. 

Poolhygge i skyggen

 

Det tog lidt tid for begge piger både at vænne sig til tidsforskellen og varmen. Ingrid havde svært ved at sove og var ret pylret det første døgn. Hun spiste heller ikke de mængder grød, hun gør derhjemme. Det gode humør vendte dog hurtigt tilbage. Agnes havde svært ved at sove om aftenen og havde et par nætter med flere vågne timer. En yderligere udfordring for søvnen var, at hun de første dage fik soleksem og rigtig mange myggestik, så vi nød allesammen dagens middagslur. Vi var rigtig glade for, at vi hjemmefra ikke havde lagt de store planer for disse første dage.  

Ren familielykke

 

Dejligt med badning hver dag

 

Efter et døgn fik vi selskab af Kåre, Lene Maria, Laura og Alfred, en familie vi kender hjemmefra. Børnene kender hinanden fra vuggestuen og os voksne har læst sammen. De sluttede deres 3 ugers ferie på Poseidon, hvor vores begyndte. Vi nød meget at være sammen med en familie, der rejste på samme præmisser som os, og vennerne hjemmefra gjorde det nemmere for Agnes at vænne sig til de nye omgivelser. 

På krabbejagt med gode venner

 
 

Se far, jeg har fanget en krabbe!

 
Vi spiste næsten udelukkende på hotellets restaurant, som lå fantastisk med panoramaudsigt over havet og Agnes fik hurtigt nye rutiner – Pandekage til morgenmad og is efter aftensmaden! Ingrids nye yndlingsspise er vandmelon og forældrene nyder gensmagen med det lækre thailandske køkken. Den sidste aften gik vi rundt om hjørnet til en større strand for at se solnedgang. Her spiste vi lækker mad med fødderne i sandet. Efter 5 dages sol og strand bevægede vi os videre til næste stop på turen, der forhåbentlig ville byde på mere af samme.

Der udfordres og udforskes

   

Udgivet i Thailand | Tagget , , , , , , , , , , , , , | 5 kommentarer

Fra grønne bjerge til sorte sandstrande

Udgivet den 10. november 2013 af rejseberetning

I Ubud hyrede vi en chauffør til at køre os op i de nordbalinesiske bjerge til landsbyen Munduk. På vejen gjorde vi holdt ved et lokalt marked for at købe vores asiatiske yndlingsfrugter, mangosteen, og for at besøge et hinduistisk tempel, der lå ude i en sø. Det meste af året er templet omgivet af vand på alle sider, men da vi besøgte Bali lige inden regntiden, var vandstanden så lav, at templet lå på søbredden. Det var dog et fint og fredfyldt sted, hvor balinesernes sans for æstetik virkelig kom til udtryk. Overalt var der ordnet, og i den flotte park omkring templet var der intet ukrudt eller skrald at se.

Flot tempel, der næsten lå i en sø.

I Munduk havde vi ikke på forhånd booket et hotel, men havde via tripadvisor.com udvalgt et par steder vi gerne ville se. Vi endte med at indlogere os på Puri Lumbung, hvor man fra vores hytte havde udsigt over rismarker og i det fjerne kunne se bjerge og Balis nordkyst. En morgen stod vi tidligt op for at komme ud at gå i området, før solen stod højt på himlen. De steder vi gik, blev vi mødt af smil fra de lokale, der især var interesserede i Agnes. Vi fulgte livet i landsbyen og arbejdet i rismarkerne.

Risterrasser.

Tilbage i hytten nød vi den fantastiske udsigt fra terrassen i selskab med en god bog. Det var dejligt at komme op i bjergene, hvor luften især om aftenen var mere frisk og kølig end længere nede i landet. Agnes reagerede straks på temperaturforskellen med bedre og længere søvn-stræk.

Vores smukke hotel blandt rismarkerne.

Vores hytte med udsigt til Balis nordkyst.

Efter 2 dage i bjergene satte vi kurs mod Balis østkyst. Vi havde udvalgt Amed som destination, en lille by med cirka 10 kilometers kyststrækning. Bali ligger meget tæt på Australien og har i en hel del år været Australiens Mallorca. Heldigvis holder de sol- og festglade australiere sig til hovedsageligt sydkysten og er næsten ikke at finde på resten af Bali.
Amed udmærker sig ved sine sorte sandstrande, et koralrev og en fredfyldt stemning. Efter at have søgt hele kysten rundt efter et passende hotel, faldt vi fuldstændig for Vienna Beach hotel. Standarden var ikke så luksuriøs som tidligere. Værelset var lidt mørkt og slidt, men lå lige i strandkanten ved den absolut smukkeste del af koralrevet. Vi snorklede på skift og nød den mangefarvede verden under vandet med et væld af fisk, der svømmede blandt smukke hårde og bløde koraler. Agnes sov sine lure indenfor i værelset, der var nedkølet af aircondition. Det var simpelthen for varmt for hende at være udenfor, pånær når vi befandt os i vandet. Badeturen i havet mellem hver lur vakte heldigvis stor begejstring.

En lille glad badebaby.

Ved siden af vores hotel var en lille bugt, hvor de lokale fiskere havde deres både liggende. Hver morgen kunne vi følge med i, hvordan de små både med farvestrålende sejl kom ind til stranden for at aflevere morgenens fangst. Over middag drog fiskerne igen afsted og kom hjem i flok med solens sidste stråler.

Bådene slæbes på land.

Fangsten gøres op.

Hjem til frokostpause.

Hotelprisen var inklusiv morgenmad og aftensmad. Det var ikke den store kulinariske oplevelse, til gengæld var de ansattes kærlighed til Agnes uudtømmelig. Hver gang vi kom overfor at spise, kom en af tjenerne og tog Agnes på armen, mens vi spiste vores mad. Dette har vi dog oplevet overalt på Bali, og det har været en af gaverne ved at rejse med en lille størrelse som Agnes. I starten var hun noget skeptisk overfor alle de nye ansigter, men undervejs er hun blevet tryg ved de flinke balinesere og deler yderst gavmildt ud af sine smil.

En af mange lokale reservetanter.

En dag smuttede Peter afsted på dykkertur til nabolandsbyen Tulamben. Her ligger der på lavt vand et vrag af et kæmpe fragtskib, som japanerne havde sænket under anden verdenskrig. Det havde været en af Peters dykkerdrømme, siden han havde hørt om vraget under sin tur til Filippinerne 6 år tidligere. Det var et eventyrligt dyk, der blandt andet gik gennem skibets lastrum. Dykket blev krydret af en revhaj, der kiggede forbi vraget inden vi vendte tilbage til overfladen.

Den sidste aften inden vi tog videre, nød vi en skøn middag på restauranten Sails. Den lå med fantastisk udsigt over havet og serverede mad af noget højere kvalitet, end stort set alt andet vi ellers havde fået på Bali. En kølig flaske lokalt produceret rosé gjorde bestemt ikke oplevelsen ringere. Det var en perfekt afslutning på fire dejlige dage i Amed.

Ameds sorte sandstrand.

Udgivet i Bali | Tagget , , , , , , , , , , , , | 5 kommentarer

Barselseventyr på Bali

Udgivet den 8. november 2013 af rejseberetning

Så er vi på tur igen, denne gang på en lidt anden måde end tidligere. Siden sidste tur er vi blevet 3, så der måtte en hel ny form for planlægning til, før vores første rejse med vores 6 måneder gamle datter, Agnes. Med efterår i Danmark ønskede vi at komme til et sted med sol og strand, kulturelle oplevelser, et geografisk lille sted, hvor transport glider glat, og sidst, men ikke mindst, med gode hygiejniske forhold og kvalificeret lægehjælp, skulle uheldet være ude. Valget faldt på Bali, en  indonesisk ø på størrelse med Sjælland. Bali ligger nær ækvator, så der er nærmest garanti for godt vejr året rundt. Derudover er der masser af lækre strande, og grundet en del turister er standarden generelt høj.

På vej mod første flyvetur.

Tidligere pakkelister blev suppleret med en hel del babyting og taskerne blev fyldt af bleer, babymad, badering, legetøj med mere. En stormfyldt eftermiddag i slutningen af oktober tjekkede vi 2 rygsække og en klapvogn ind i Kastrup. Foran os havde vi 21 timers rejse. Vi havde på forhånd sikret os en lift til Agnes i flyet og opdagede hurtigt de privilegier, der følger med som børnefamilie – muligheden for at boarde først og dejlig meget plads til Peters lange ben. Hjemmefra havde vi været spændte på, hvordan Agnes ville reagere på den lange flyvetur med 2 mellemlandinger, tidsforskellen på 7 timer og varmen. Flyveturen gik over alt forventning. Der var ingen problemer med ørene ved start og landing, og på trods af lidt søvnproblemer til start endte Agnes med at sove fra det meste af den lange flyvetur.

Ventetid i Doha

Vi havde udvalgt de 4 steder på Bali, som vi helst ville se. Med 3 ugers rejse tænkte vi, at dette ville give ro på turen, så vi ikke hele tiden skulle indpasse Agnes’ søvnrutiner omkring transport fra det ene sted til det andet.

Første stop var Ubud, en landsby der ligger centralt på Bali omgivet af grønne rismarker og gamle templer. Vi havde booket vores første hotel hjemmefra, så vi var fri for at gå på jagt i hoteljunglen. Bali er stadigvæk forholdsvis billigt, så det er muligt at bo på både 3- og 4-stjernede hoteller til en overkommelig pris. Vi havde prioriteret et hotel med pool og aircondition, hvilket viste sig at være fornuftigt, når man rejste med så lille en størrelse. Poolen blev til Agnes’ store fryd besøgt dagligt i de varme middagstimer, og uden aircondition havde det nok været umuligt, at få hende til at sove i tropenætterne. Vi var så heldige, at Agnes i løbet af et par dage havde omstillet sig til balinesisk tid, så vores bekymring omkring tidsforskellen blev gjort til skamme.

På hotellet i Ubud stod der en dag en håndklaedeudgave af Agnes på sengen.

Dejligt med en kølig pool.

Poolhygge med far.

Sent på eftermiddagen bevægede vi os ud på eventyr. Her var temperaturen faldet til et tåleligt niveau, så vi kunne gå ud i Ubuds travle, turistede gader. Det blev vi dog hurtigt trætte af. I stedet besøgte vi de nærliggende rismarker og et fint tempelkompleks, der udover at være hjemsted for de hinduistiske guder, også var bosted for tusindvis af aber.

Risterrasser udenfor Ubud.

På tur blandt rismarker.

Gammelt tempel i Abeskoven.

Når mørket faldt på, fortrak vi til en af byens mange lækre restauranter. Her vakte den indonesiske mad gensynsglæde, og vores og Agnes’ smagsløg blev udfordret af balinesiske retter – dog med noget større succes hos forældrene. En aften blev måltidet spist med hast, da vi skulle ind i et tempel for at se Kecak, en af Balis mange traditionelle danse. Her blev en hinduistisk myte vist akkompagneret af et messende mandskor. Danserne var klædt i imponerende dragter med flotte masker, mens de i skæret fra levende lys fremførte den dramatiske historie. Kormusikken lå langt fra hvad vi kender, og var oftest i stil med et råbekor. Kvaliteten var helt i top og kan klart anbefales, hvis folk skulle komme på disse kanter (både med eller uden børn).

Kecakdans

Efter vi havde været i Ubud i et par dage, lurede vi, at der var noget under opsejling. Udenfor det gamle kongepalads var der ved at blive bygget et mange meter højt tårn udsmykket med hinduistiske gudebilleder og blomster i strålende farver. Foran dette var der bygget en kæmpe tyr betrukket med lilla velour. En lokal fortalte os, at den gamle konge af Ubud var død, og at der to dage senere skulle holdes begravelsesceremoni. Fredag trodsede vi middagsheden, og begav os ind til centrum, der var pakket med folk. Heldigvis fandt vi ledige pladser ved et bord på en café, hvorfra vi havde delvist udsyn til tårnet. Sammen med flere tusinde andre betragtede vi, hvordan der højt oppe i tårnet blev gjort klar til kongens sidste rejse. Først blev forskellige ting båret ombord, som fine klæder samt en sangfugl i bur, inden kisten forsigtigt blev placeret. Vi vinkede farvel til den gamle konge i sit tårn, der i et stort optog blev båret mod kremationspladsen af mange, mange stærke mænd. Af hensyn til Agnes lod vi optog være optog, og nød en kølig friskpresset juice i skyggen i stedet for at deltage i folkefesten.

Begravelsesceremoni for Ubuds gamle konge.

Efter at have købt de småting vi havde glemt at få med, var vi klar til at rejse væk fra skønne, men turistede Ubud, og vendte næserne mod Munduk, et lille åndehul i bjergene.

Udgivet i Bali | Tagget , , , , , , , , , , , | Skriv en kommentar

Cirklen fuldendes – fra Thailand over Malaysia til Singapore

Udgivet den 27. april 2012 af rejseberetning

Vi havde allerede hjemmfra besluttet, at der skulle være tid til afslapning i slutningen af turen, så fra Burma drog vi videre mod en sydthailandsk bounty-ø, Koh Lipe. Koh Lipe er en lille ø med kridhvide sandstrande og ligger på grænsen af en thailandsk nationalpark. Der er ingen biler på øen, og det er først inden for de seneste par år, at der er begyndt at være motorcykler. Al transport for turister foregår derfor med båd eller til fods.

Vi ankom til øen med en speedbåd fra Malaysia og blev ledt til immigrationskontoret, der var i en lille hytte under en palme på stranden. Det tog ingen tid at få stemplet vores pas, og hurtigt derefter fandt vi et sted, hvor vi kunne bo i en bambushytte kun 25 meter fra vandkanten. Fra vores seng kunne vi se solopgangen over havet og stranden, hvis vi altså var vågne på det tidspunkt. Vi skal nok lade være med at udpensle, hvor dejligt det var med afslapning, masser af sol og krystalklart vand.

Øen har strande mod alle sider, så ved solnedgangstid begav vi os gerne mod den vestvendte strand, som vi kunne nå på blot 15 minutter. Her lå kun én lille restaurant, der hurtigt blev vores aftensmads-stamsted. Heldigt nok lavede de måske øens bedste Tom Yam suppe (en sursød thailandsk rejesuppe), og da vi bad om opskriften, blev vi straks inviteret med i køkkenet på madlavningskursus. Det virkede som en meget nem ret at lave – i hvert fald når en erfaren thai-mama styrede køkkenet – nu håber vi bare at retten også kan lykkes i Danmark. Første udfordring bliver dog at opspore de hemmelige thailandske ingredienser.

En af dagene lejede vi en kajak og padlede over til naboøen, der er en del af nationalparken. Efter et kort men glædeligt gensyn med junglen kunne vi se ud over hele Koh Lipe, der lå omgivet af det turkisgrønne og azurblå hav. Vi nød at have tid til at reflektere over vores rejse med alle dens oplevelser og forskellige former for eventyr. Vi sluttede af med en god omgang thailandsk massage og vendte efter en uges luksusferie blikket mod Danmark og begyndte så småt vores hjemrejse.

Første stop var Georgetown på Penang, Malaysia, en gammel britisk koloniby, der er på Unescos liste over verdens kulturarv pga. sine fine gamle kolonialbygninger. Den gamle bydel er domineret af et kinesisk og indisk kvarter, hvor man på få minutters gang kan rejse mellem Bombay og Beijing. Derudover er Penang kendt for sin gode mad, hvilket vi nød godt af, inden vi begav os mod Singapore, der var rejsens endegyldigt sidste stop inden Danmark. Her sluttede vi som vi startede med at besøge Cecilies ven Christian. Efter at have gjort de obligatoriske elektronikindkøb pakkede vi rygsækkene for sidste gang på denne tur – mange oplevelser rigere.

Vi glæder os allerede til næste rejse, men først og fremmest glæder vi os til at se alle jer derhjemme og til at nyde det skønne danske forår.

Udgivet i Thailand | Tagget , , , , , , | 2 kommentarer

Templer i massevis, tatoverede kvinder og landsdaekkende vandkamp

Udgivet den 23. april 2012 af rejseberetning

For at komme til naeste stop paa vores tur gennem Burma ventede der en lang og lidt besvaerlig rejse. Lokale kunne klare turen med en natbus. Dette var dog ikke tilladt for turister, hvorfor vi i stedet begav os ud paa en 3 dage lang udflugt. Foerst en dag med 5 timer i bus efterfulgt af en nat i byens eneste gaesthus, der maatte have udlaendinge boende. Dette betoed en meget dyr og meget daarlig overnatning. Den naeste dag stod paa en 10 timers lang baadtur i en lukket baad, hvor vi under hele sejladsen sad klemt inde paa vores trange saeder, der ikke var lavet til Peters lange ben. Den sidste dag var transporten noget mere bebhagelig, da vi endnu engang befandt os paa daekket af en lokal aaben faerge. De 7 timers sejlads forsvandt, mens vi betragtede livet ved flodens breder, indtil alle bakkerne omkring floden var fyldt med templer. Endelig havde vi naaet Mrauk-U og kunne se, at dette sted var hele den lange rejse vaerd.

Mrauk-U er en gammel hovedstad, hvor der i 1500-tallet blev bygget et vaeld af templer. Omraadet ligger langt fra de normale turistruter, hvilket goer, at folk og dyr har faaet lov til at leve omkring templerne. Det bakkede landskab bidrager til det saerlige og smukke ved dette omraade.

Vi lejede et par cykler, saa vi nemmere kunne komme omkring. De naeste par dage brugte vi paa at udforske templernes labyrint-agtige gange, der var rigt udsmykket med udskaeringer af buddha-figurer, fabeldyr og tempelbeskyttende kaemper. Omkring solnedgang fandt vi et tempel paa en bakketop, hvorfra vi kunne nyde templerne og landsbyen i det bloede aftenlys.

En morgen tog vi ud for at besoege et af omraadets klostre. Her moedte vi hurtigt 2 snakkeglade munke, der var paa besoeg fra Yangon. Efter at have vist os rundt paa klosteret, spurgte de, om vi ikke skulle tage ud at se paa templer sammen. Det resulterede i, at vi resten af dagen cyklede rundt med hver vores munk paa bagagebaereren.

Den sidste dag inden vi skulle begive os tilbage mod Yangon, valgte vi at tage paa heldagstur ud til nogle landsbyer. For at komme dertil maatte vi sejle op ad en af de floder, der udgoer hovedtrafikaarerne i omraadet. Floden var fyldt med liv; store bambusflaader der skulle saelges laengere nede af floden drev forbi, der blev fisket paa livet loes, nogen sejlede til og fra marked, andre hentede vand, vaskede toej eller badede og store handelsskibe med farvestraalende sejl gled forbi, mens vi langsomt sejlede mod ukendte omraader.

Maalet for vores tur var 3 smaa landsbyer, der tilhoerte minoriteten Chin. For mange aar siden kunne kongen goere krav paa de piger, han ville have i hele landet. Det var en stor sorg for landsbyerne, naar disse piger blev taget bort, saa Chin-folket gjorde et modtraek for at forhindre dette. Naar landsbyernes piger blev 10 aar gamle, fik de en spindelvaevslignende tatovering, der fyldte hele deres ansigt. Det var selvfoelgelig en utrolig smertefuld behandling, men resulterede, som haabet, i at kongen afstod fra at bortfoere flere af omraadets piger. Traditionen stoppede for omkring 50 aar siden, da truslen fra kongen for laengst var forsvundet. Derfor ser man nu kun landsbyens aeldste kvinder med tatoveringer. Dem viste de dog stolt frem og brugte dem gerne til at faa donationer fra turisterne til en ny skole.

Fulgt godt paa vej af landsbyens boern besoegte vi en af de gamle skoler. Vi blev ledt indenfor, og Cecilie fik anvist laererens stol, hvor hun tog plads – ganske uvidende om konsekvenserne. Dette resulterede i, at cirka 20 boern satte sig paa deres pladser og forventningsfuldt kiggede op paa deres nye laerer. Lettere presset af situationen holdt Cecilie en kort engelsktime til stor begejstring for de vidensbegaerlige  boern, der sugede til sig, selvom de havde sommerferie. Efterfoelgende snakkede vi med deres engelsklaerer og kunne stort set ikke forstaa, hvad han sagde. Det fik os til at taenke over, hvor anderledes mulighederne er for boern, der vokser op i saadan en landsby, sammenlignet med danske boerns.

For at goere en lang tur kort tog vi et fly tilbage til Yangon. Vi skulle dog foerst paa en 7 timers lang baadtur til byen Sittwe, hvor vi besoegte byens marked, der havde et imponerende udvalg af frisk og toerret fisk.

Vi naaede til Yangon, netop som den aarlige Thingyan festival startede. Thingyan er Burmas nytaar og gaar i bund og grund ud paa, at der i 5 dage bliver kastet med vand paa alt og alle – og ikke mindst paa turisterne. Folk er glade, boernene er ekstatiske, og der hersker en loessluppen stemning. Naesten alle butikkerne er lukkede, mens gaderne er pakket med mennesker. Aabne pick-up-trucks med ladet fyldt med unge, koerer fra den ene vandstation til den anden, hvor de bliver oversproejtet med vand.

Vi har ikke tal paa, hvor mange gange vi blev gennembloedt, mens vi noed cirkusset. Under den bagende sol var dette dog blot forfriskende. Midt i denne folkefest tog vi afsked med Burma og haaber at fremtiden ser lys ud for dette land, der har saa mange skoenne ting at byde paa.

Udgivet i Burma | Tagget , , , , , , , , , , , , , , , , | 1 kommentar

Burmesisk foraar ved Inlesoeen

Udgivet den 17. april 2012 af rejseberetning

Naeste stop paa turen var Inle-soeen. Soeen er en af Burmas stoerste turistattraktioner pga. maaden lokalbefolkningen har udviklet sig i taet kontakt med soeen. Langs soeens bred ligger landsbyer bygget paa hoeje paele, hvor beboerne lever af fisk samt groentsager fra store flydende haver. Fra boernene er helt smaa, er soeen en stor del af deres liv. Vi saa boern, der laerte at svoemme, og det virkede som om, at de laerte at sejle smaa ustabile baade, som vi laerer at cykle. Man kunne forestille sig, at der var stor kamp om baaden i de smaa familier, naar der baade skulle koebes ind paa markedet, fiskes og boernene ville besoege deres venner.

Vi skulle selvfoelgelig ogsaa opleve livet paa soeen, saa sammen med et par flinke hollaendere sejlede vi ud paa heldagstur. Vi startede med at besoege endnu et af Burmas fantastiske markeder, der danner et naturligt samlingspunkt for omraadets lokale. Her koeber de toej, mad, medicin, vaerktoej og haenger ud over en kop te eller nuddelsuppe, mens de diskuterer politik og lokal sladder. Markederne omkrin Inloe-soeen roterer, saa hver landsby har markedsdag hver 5. dag. Dette goer, at nogle handlende rejser fra landsby til landsby, mens de landsbyer der f.eks har specialiseret sig i at lave lertoej ikke behoever fragte deres krukker eller andre produkter rundt. Vi besoegte ogsaa en landsby, hvor de som det eneste sted i verden vaever stof af aakandefibre.

En af soeens mere saere sevaerdigheder var et kloster, hvor munkene i deres isolation paa soeen havde laert en flok katte at hoppe igennem en ring. Munkene demonstrerede dog kun denne kunst, hvis man gav en donation til kattenes mad. Noget af det smukkeste ved soeen var fiskerne, der dagen lang var at finde overalt paa soeen. Helt unikt for Inle har de udviklet en teknik, hvor de balancerende paa et ben ror med det andet, saa de har begge haender fri til at haandtere fiskenet eller bambusruser.

Vi boede i en landsby inde paa land, da dette var billigst, men valgte for en enkelt nat at flytte ud i et fint, naesten tomt resort, der laa paa paele over soeen. Her tilbragte vi en skoen dag med at sidde og foelge livet, der sejlede forbi.

Mens vi var ved Inle-soeen, var der valg i Burma. Vi tror, at det for jer derhjemme har vaeret nemmere at foelge valget end for os. De lokale aviser er underlagt militaerets censur, saa vi har kun fundet artikler om nye vandreservoirer, og om hvor godt det er at betale skat, mens Aung San Suu Kyi ikke bliver naevnt med et ord. Derudover er internettet saa langsomt, at vi har nok at goere med at aabne vores mail. Til gengaeld har vi snakket med de lokale og oplevet valget gennem deres oejne. Alle ser Aung San Suu Kyi, ogsaa kaldet “The Lady”, som Burmas eneste haab og vejen til en bedre fremtid. Vi moedte valgkaravanen for oppositionspartiet NLD – den Nationale Liga for Demokrati, hvor folk stroemmede ud af alle huse for at vinke til optoget.

Folk tillagde dog valget forskellig betydning. Nogle saa det som Burmas helt store spring mod forandring og frihed fra militaerets jerngreb, mens de fleste saa det som endnu et lille skridt i den rigtige retning. Det var kun en lille procentdel af parlamentets pladser, der var paa valg, men bare det, at man maatte stemme virkede stort. Bare 6 maaneder foer valget havde man risikeret at komme i faengsel, hvis man diskuterede politik. Dengang blev dette emne kun bragt paa banen, hvis man var sikker paa, hvem man snakkede med, og hvem der lyttede, da man aldrig vidste, hvem der havde forbindelser til militaeret.Disse samtaler om valget drejede ofte over i befolkningens forhold til militaeret. En restaurationsejer fortalte, hvordan hendes faetter var blevet stukket ned paa gaden. Familien ville ikke have manden doemt for vold, men da de proevede at faa daekket deres hospitalsudgifter, fandt de ud af, at manden der foerte kniven havde kontakt til militaeret. Familien fik at vide, at de skulle droppe sagen, hvis ikke de ville have deres forretninger lukket, deriblandt restauranten vi besoegte.

Efter Inle-soeen tog vi videre til Ngapali Beach, en smuk, smuk strand der var omkring 4 km lang og naesten mennesketom. Her fandt vi hurtigt vores nye hollandske venner i selskab med 2 lige saa flinke hollaendere. De havde lejet en baad til naeste dag, og vi blev hurtigt inviteret med paa tur. Vi noed dagen paa vandet med snorkling og fiskeri, hvor vi hev et vaeld af mindre fisk ombord, der blev stegt til vores frokostbord sammen med stoerre fisk, kaemperejer og blaeksprutter i massevis. Vi hyggede os meget ved Ngapali Beach, hvor dagene mest gik med at laese i vores boeger, nyde boelgernes stille brusen og med gaature paa den hvide strand. Aftenerne tilbragte vi i selskab med hollaenderne med mere fantastisk godt fra havet skyllet ned med dejlige eksotiske drinks og hyggesnak til ud paa de smaa timer.

Efter et par dages afslapning uden templer og pagoder var vi atter klar til turens naeste kulturelle indslag.

Udgivet i Burma | Tagget , , , , , , , , , , , , | Skriv en kommentar

Te i lange baner

Udgivet den 13. april 2012 af rejseberetning

Mandalay ligger midt i Burma og bliver i landets hot season omdannet til stor stegepande, hvor temperaturen under vores besoeg sneg sig op mod de 40 grader. Gadebilledet er praeget af munke og nonner optaget af dagligdags goeremaal. Ind imellem fortraekker de til en af byens mange pagoder, der gyldent straaler over byen.

Vi lejede en motorcykel for at se naermere paa byen og dens herligheder. Vi startede med at koere ud af Mandalay paa jagt efter lidt uspoleret landsbyliv. Vi skulle ikke mange kilometer uden for byen, foer vi var omgivet af rismarker og oksekaerrer. I den lille landsby vi kom til, kiggede de forundrede efter os, grinende og vinkende. Ved en lille pagode, der var pyntet op med en masse flag, blev vi moedt af et hav af boern. Vi stoppede motorcyklen og var snart omringet af over 100 boern, der helt sikkert ikke var vant til at se saa hvide mennesker. Vi blev foert op til et lille kloster af alle boernene, og her tog en munk over. Vi blev sat ved et bord og fik serveret vand, te og bananer, mens en anden munk forsoegte at holde de nysgerrige boern udenfor. Da ingen kunne engelsk, tegnede de et kort, der viste vejen tilbage til Mandalay – overbeviste om at vi var koert forkert. Efter noget tid fandt de den eneste munk, som kunne lidt engelsk. Han fortalte os, at vi var kommet til et kloster, der holdt sommerskole for omraadets boern. Vi blev vist rundt og saa klosterets fineste skatte; nogle aeldgamle buddhistiske boeger, en olielampe fra Tjekkoslovakiet samt to belgiske spejle. Inden vi tog afsked med de venlige munke, fik vi fremvist deres store hellige pythonslange.

Resten af dagen brugte vi paa at besoege smukke og lidt mere turistede sevaerdigheder. Vi saa, hvordan en lille familievirksomhed i doegndrift bankede tynde guldstykker ud, der overalt i landet bliver paafoert buddhastatuer for at give bedre karma. I 9 timer blev hvert gulstykke banket ud med haandkraft, saa eet gram guld blev forvandlet til 100 silketynde brikker. Derefter saa vi en buddhastatue, der vokser som dagene gaar pga store maengder af netop disse guldblade. Vi sluttede dagen af med at se solen gaa ned over verdens laengste bro og betragtede dette smukke ikon for Burma, mens omraadets munke og andre lokale brugte broen som transportvej mellem dagens pligter.

Efter Mandalay havde vi et kort ophold i den gamle britiske sommerby Pyin Oo Lwin. Her spiste vi jordbaer i massevis og noed den koelige luft, inden vi tog toget videre over den imponerende Gokteik-viadukt til turens naeste stop Kyaukme. Kyaukme var vores indgangsport til en 3 dages motorcykeltur med besoeg i en raekke landsbyer. Vores guide Thura var et par dage forinden blevet inviteret til bryllup i en lille landsby, saa glade og forventningsfulde drog vi afsted gennem det bakkede landskab. Vi havde naivt droemt om en frodig og smuk natur, men vi laerte hurtigt, at dette ikke var foreneligt med hot season. Alt omkring os var brunt og stoevet efter flere maaneder uden regn, saa det var godt, at der var masser af kultur i vente.

Det bryllup vi var paa vej imod skulle afholdes i en Palaung landsby. Palaung er een blandt flere minoriteter, der lever i bjergene og har specialiseret sig i tedyrkning. Et Palaung bryllup finder foerst sted i brudens landsby og senere samme dag rykker selskabet til gommens landsby, hvor ceremonien gentages. Bruden flytter altid til gommens landsby, saa den foerste del af brylluppet er ogsaa en afsked, hvorimod anden del er en velkomst til det nygifte par. Vi naaede gommens landsby lige foer dagens hovedpersoner og blev naermest modtaget som aeresgaester. Alle landsbyens aeldre kvinder var i traditionelle klaededragter saavel som brudeparret. Vi fik lov til at overvaere ceremonien, hvor brudeparret viste respekt for landsbyens aeldre, og bruden gav gaver til de selvsamme for at blive accepteret i landsbyen. Efterfoelgende stod den paa hyggesnak og oel indtil vi tog afsked med selskabet, for at vi kunne naa frem til den landsby, hvor vi skulle overnatte, inden det blev moerkt.

Vi blev budt velkommen af et vindue fyldt med smilende boern, og smilene voksede da boernene fandt ud af, at vi skulle sove i deres hjem. Huset bestod af eet stort rum med et lille aflukke, hvor familien, bestaaende af bedstemor, bedstefar, mor, far og to boern, alle sov. Vi fik tre maatter i et hjoerne laengst vek fra ildstedet til at sove paa. Da vi kom tilbage fra vores bad ved byens broend, ventede der et overdaadigt maaltid med te-blads-salat, en ret lavet af blomster samt andre lokale laekkerier. Efter vi havde spist, sad vi i olielampens skaer og fulgte med i den lille families liv.

Den naeste dag boed paa besoeg i flere smaa landsbyer. Hvert sted hvor vi kom frem, blev vi budt indenfor til te, paa trods af at ingen talte engelsk. Vi saa hvordan de traditionelle dragter blev vaevet og hvordan tebladene blev plukket og toerret i solen, mens landsbyernes mindste boern blev passet af deres bedsteforaeldre.

Ud paa eftermiddagen kom vi til en landsby, hvor vores guide ikke tidligere havde overnattet. Vi blev som saa ofte foer inviteret paa te hos flere af landsbyens beboere. Et af de steder vi blev inviteret ind viste sig at vaere hos landsbyens overhoved, der boede i et 200 aar gammelt langhus. Det slog os, hvor lidt der var sket med designet af huse siden dengang. Her fandt vi ud af, at landsbyen kun en enkelt gang foer havde haft besoeg af turister, nemlig da 2 tyskere var kommet forbi paa cykel 2 aar tidligere. Vi forstod nu bedre, de reaktioner vi var blevet moedt med, da vi kom til landsbyen; boernenes nysgerrige blikke, der forvandledes til graad, saa snart vi smilede til dem og de voksnes ublu stirren. Det var fantastisk at opleve den gaestfrihed og venlighed vi blev moedt med, selvom vi for dem var noget vildt fremmed.

Paa vores sidste dag i omraadet besoegte vi en landsby, der under 2. verdenskrig havde huset amerikanske soldater, efter deres fly var styrtet ned. Derefter begyndte vi den lange tur tilbage til Kyaukme, smilende efter en oplevelsesrig tur.

Udgivet i Burma | Tagget , , , , , , , , , , , , , , , , , | Skriv en kommentar

Starten paa et nyt kapitel – Yangon, Bagan, Mandalay

Udgivet den 29. marts 2012 af rejseberetning

Turen til Burma begyndte med et besoeg i landets stoerste by og tidligere hovedstad, Yangon, tidligere kendt som Rangoon… Burma maa vaere det land vi kender, der har haft flest hovedstaeder. Det er som om, hver en stoerre by har vaeret hovedstad, og for nylig blev der igen valgt en ny. Det skete, da landets militaerledelse frygtede, at Yangon var for nem at indtage, hvis USA vendte blikket i denne regning. Man var bange for, at krigen i Irak kun var den foerste af en raekke krige mod verdens militaerdiktaturer. For at skabe yderligere forvirring har naesten alle steder to navne. Et fra tiden som Britisk koloni og et enten nyt eller tidligere navn.

Yangon er en travl asiatisk stoby med et virvar af cykler, biler, motorcykler og gaaende, der fletter sig ud og ind mellem hinanden. Midt i al denne forvirring finder man fantastiske buddhistiske templer, hvor det er, som om tiden staar stille. En af byens flotteste helligdomme er Sule Pagoden, der knejser mod himlen midt i en central rundkoersel. Den er dog ikke naer saa imponerende som byens perle, Swedagon Pagoden. Paa en bakketop midt i byen ligger denne kaempe stupa (en slags tempel) af guld. Omkring den ligger et vaeld af mindre stupaer samt smaa templer og overalt ses store og smaa buddhastatuer. Denne storslaaede pagode, daekket af guld og aedelstene, er hverdagstempel for mange af Yangons indbyggere. De bruger pagoden som en kaerkommen pause fra det travle storbyliv, saa i alle hjoerner ses familier, der samles om den medbragte madkurv.

I sidste kapitel af denne rejseberetning glemte vi at fortaelle om Burmas bizarre forhold til penge. Der er ingen haeveautomater i hele landet, hvorfor man skal medbringe alt, hvad man vil bruge under hele sit ophold og vel og maerke i dollars. Det er dog ikke bare normale dollarsedler. Naeh, sedlerne skal vaere saa gode som nye, dvs. at sedlerne skal vaere nyere end aar 2006 og uden bukkede hjoerner, stempler, rifter eller serienummeret CB. Selv en ellers paen dollarseddel med en lille kuglepensprik eller en knap synlig linje med gennem sedlen, som tegn paa at den har vaeret bukket en enkelt gang, er ubrugelig i Burma. Vi brugte over en time i Kuala Lumpur paa pengeveksling, hvor det langsomt gik op for den stakkels bankmand, hvor perfekte dollarsedler vi ville have. Da halvdelen af stakken med 10-dollarsedler for 3. gang ikke blev accepteret af os, var han ved at gaa ud af sit gode skind og mente nok, vi var rablende sindssyge. Vi var lettede, da vi endelig kunne droppe petitesserytteriet og godkendte de sidste 1 dollarsedler. Arbejdet viste sig dog langt fra at vaere spildt, da vores dollarsedler uden problemer blev vekslet til Kyat i Yangon, mens vi saa andre turister, hvis 100 dollarsedler blev afvist pga naesten usynlige foldelinjer.

Med tasken fuld af penge drog vi videre mod Burmas tidligere hovedstad, Bagan. Bagan er et af verdens stoerste tempelkomplekser, der blev grundlagt af en konge for ca. 1000 aar siden. Han maa helt sikkert havde haft storhedsvanvid, siden han har bygget over 3000 templer fordelt paa et relativt lille omraade. Denne tempelbesaettelse goer, at Bagan staar som en fantastisk droemmeagtig verden med templer og stupaer i alle stoerrelser, der pirrer enhvers indre Indiana Jones.

Vi boede i en lille landsby i udkanten af Bagan, hvor vi lejede cykler, som vi kunne udforske omraadet paa. Det var skoent at cykle rundt mellem templerne, mens vi spekulerede paa, om det naeste tempel boed paa hemmelige gange, flotte buddhastatuer, gamle vaegmalerier eller mulighed for at klatre op og faa udsyn over omraadets templer, der skoed op, saa langt oejet rakte. Bagan viste sig fra sin bedste side omkring solnedgang, saa dagens omgave var at finde det hyggeligste tempel med den bedste udsigt. Vi haaber, at vi, naar vi engang vender tilbage, har et rejsebudget, der giver mulighed for at opleve solopgangen over Bagan fra en luftballon. Det skulle efter sigende vaere en magisk oplevelse.

Paa turen mod Burmas tidligere hovedstad, Mandalay, valgte vi at skifte bussen ud med den lokale faerge. Vi ankom til faergelejet kl 05.15, hvor personalet foerst forsoegte at saelge os billetter til ekspresbaaden – den normale turistfaerge. For at faa et indblik i de lokales liv steg vi i stedet omborg paa baaden, der laa lige ved siden af. Her blev vi vist op til overetagen, hvor flere lokale familier allerede var ved at finde sig tilrette paa det ellers tomme, aabne daek. Vi fandt os et hjoerne og lejede en “madras” (et gammelt stykke gulvtaeppe), saa vi ikke skulle ligge direkte paa de haarde planker. Snart havde vi skabt os et fint lille hjem for de naeste to doegn.

Baaden blev langsomt fyldt til bristepunktet og plankerne forsvandt til fordel for taepper, mens vi langsomt sejlede op ad floden. Selvom de lokale kun kunne faa engelske ord, fik vi mange venlige blikke, og flere kom paa visit i vores lille hjoerne. Et spil 500 tiltrak 10 lokale maend, og paa trods af at de nok ikke forstod spillet til fulde, afholdt det dem ikke fra at kommentere hoejlydt paa burmesisk.

Da moerket faldt paa, gjorde faergen holdt for natten ved en lille landsby. Her fik vi paa naert hold indblik i, hvad det vil sige at rejse i et land med et militaerstyre. Inden vi havde lagt os til ro, kom tre uniformerede maend ombord og gik direkte over til os. Paa gebrokkent engelsk blev vi spurgt om forskellige basale oplysninger, uden vi helt forstod formaalet med samtalen. Efter lidt tid gik det dog op for os, at de nok ville sikre sig at alt var i orden, og vi fik at vide, at vi skulle passe paa vores ting. De uniformerede maend forlod derefter skibet, og da landgangen blev trukket ombord for natten, foelte vi os maerkeligt nok mere trygge. Resten af turen forloeb stille og roligt, og det var som om, vi forlod en lille tidslomme, da vi steg fra borde i Mandalay.

Udgivet i Burma | Tagget , , , , , , , , , , , , | 4 kommentarer